Danmarks Nationalbank Virksomhedsservice




Internt Jobopslag: Engagerende og processtærk teamleder til nyoprettet servicehub

Teamleder til nyoprettet servicehub


753807787

Vil du være med til at etablere og udvikle Nationalbankens nyoprettede servicehub? Her får du ansvar for at forbedre vores interne kundeoplevelse og optimere vores forretningsprocesser.

Som teamleder for vores servicehub får du muligheden for at præge og videreudvikle, hvordan vi arbejder med service i Nationalbanken.
Du får ansvaret for at drive opbygningen af den nye enhed, der skal fungere som en samlet indgang til en lang række administrative services, som vores interne kunder efterspørger. Det dækker bl.a. over it og den interne service, der støtter op om den daglige drift.

I begyndelsen af juni bliver vi genhuset på Langelinie Alle i en moderne bygning, der er med til at skabe de ideelle rammer for, at servicehubben kan fungere som en helt central servicepartner for hele huset.

Jobbet
Organisatorisk er stillingen placeret i Virksomhedsservice, som rummer alle bankens stabslignende funktioner. Du refererer til lederen af Facility Management, hvor du bliver en del af et erfarent team, som bl.a. har ansvar for at varetage interne serviceydelser og aktiviteter inden for ejendomsdrift og bygningsvedligehold. Her bliver du en del af en mindre ledergruppe. I dagligdagen vil du få et tæt samarbejde med ledere i hele organisationen og i særdeleshed med de otte sektionsledere i Virksomhedsservice.

Nationalbanken har et Servicecenter, som håndterer forskellige typer administrative opgaver og services, og en IT servicedesk. Servicedesken består af medarbejdere fra vores it-driftsleverandør. De to enheder sidder i øjeblikket adskilt. Første skridt i at etablere en servicehub er derfor at samle de to enheder. Formålet med servicehubben er, at Nationalbankens medarbejdere kun skal henvende sig ét sted for at få den service, de efterspørger. Servicehubben skal derfor give en god brugeroplevelse og højne vores serviceniveau. Samtidig skal servicehubben opbygge en vidensbase om de typer af henvendelser, som rettes til og løses i enheden, og alle løsninger og processer skal dokumenteres. Servicehubbens ydelser skal give mulighed for løbende at tilpasse serviceniveauet til Nationalbankens aktuelle behov og skal optimere forretningsgange og ydelser på tværs af de forskellige funktioner i Virksomhedsservice. 

Din profil
Vi har brug for en "selvstarter", som er udadvendt og opsøgende. Det er vigtigt, at du er i stand til hurtigt at oparbejde viden om Nationalbankens nuværende administrative processer, og at du kan være med til at videreudvikle dem i fremtiden. Derfor indebærer jobbet også at udvikle roller og ansvarsområder for servicehubben.

Du er en dygtig teamleder og har erfaring med personaleledelse. Derudover er det en stor fordel, hvis du har erfaring med daglig ledelse af medarbejdere, som er ansat hos en driftsleverandør, som du har haft et tæt samarbejde med. Du er en mester i at opbygge relationer og have øje for, hvad der skaber værdi og er god kundeservice for den enkelte. Da en del af din arbejdsdag vil gå med daglig sagsbehandling, er det vigtigt at du er operationel og formår at arbejde med direkte kundebetjening. Sammen med dine medarbejdere skaber du gejst og sammenhold, så I opnår den bedst mulige kundeoplevelse ved hurtig og korrekt betjening.

 Ud over at besidde en vis processtyrke skal du være i stand til at optimere de interne arbejdsprocesser gennem struktureret opsamling af viden, som kan resultere i forbedringer.

 

Faglige kvalifikationer: 

  • Du er administrativt stærk
  • Du har en god forståelse for it-drift, herunder den it-mæssige understøttelse af supportsager mv. 
  • Du kan lede forandringsprocesser, både i forhold til medarbejdere, andre ledere og organisationen generelt
  • Du er god til at informere og kommunikere
  • Det er en fordel, hvis du kender til Nationalbanken og Nationalbankens organisation og processer, men det er ikke et krav
  • Det er en fordel, hvis du har ledelsesmæssig erfaring fra et servicecenter, et kundecenter e.l.

 

Personlige kvalifikationer:

  • Du brænder for at forbedre kundeoplevelsen  
  • Du udviser stort overblik og tager det ledelsesmæssige ansvar for, at enheden lever op til sit formål og ansvar
  • Du arbejder struktureret med dine opgaver og er god til at planlægge en dag for både dig selv og dine medarbejdere
  • Du trives med en uforudsigelig hverdag, hvor opgaverne kan forandre sig hurtigt, og hvor du med ro og overblik kan lede og prioritere servicehubbens indsats
  • Du har gode samarbejdsevner og en stor menneskelig forståelse.

 

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Facility Management, Stine Mariendal, tlf. 2340 3297 eller mail stm@nationalbanken.dk.

Hvis du har spørgsmål til ansættelsesvilkår eller banken som arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte HR-partner Anita Ray, tlf. 3363 6068 eller mail aray@nationalbanken.dk.

Ansøgning
Send din ansøgning og dit CV senest 14. april 2020.

 

 

Send ansøgning ]   [ Printvenlig version ]   [ Tip en ven ]
Ansøgningsfrist:
14-04-2020

[ Send ansøgning ]

Hjemmeside:
http://www.nationalbanken.dk